Vrå Højskole går efter flere internationale elever
Thomas Hjortshøj har fået højskolens sjæl ind under huden og har opbygget en messestand, der illuderer en hyggelig dagligstue.
Vrå Højskole er blevet en del af GLOBAL-programmet, og har opnået en støtte på 100.000 blandt andet til markedsføring.
GLOBAL er et EU-program under ”Væksthus Nordjylland”, hvor nordjyske virksomheder kan få hjælp til at arbejde med hele virksomhedens internationale berøringsflade – og som resultat opnå øget vækst. Vrå Højskole er allerede nu et internationalt sted med elever fra 14 lande i dette semester, men profilen kan målrettes og skærpes. Vrå Højskole er blevet en del af GLOBAL-programmet, og har opnået en støtte på 100.000 kroner. Højskolen skal selv lægge det samme beløb i projektet. I en pressemeddelese fortæller Vrå Højskole: Vi tror på, at en øget markedsføring skal til for at forøge det nuværende antal elever. Derfor er vi glade for støtten. Vrå Højskole lever for sine kursister og elever, men også af dem. Det er vigtigt, at vi har en høj faglighed med dannelse i fokus. På den måde får hver enkelt elev mest muligt ud af et ophold, både som individ og som fællesskab. Grundtvigs tanker om ”læring til alle i et fællesskab” er fundamentet for Højskolen. Men vi er også en mellemstor privat virksomhed. Derfor er det også længe siden, vi holdt op med at betragte os selv alene som en højskole. Som fri skole er det vigtigt at have orden i økonomien, som det er i enhver virksomhed. Det er også mange år siden, man har kunnet tale om en uddannelsessektor. I dag er der tale om et uddannelsesmarked, hvor kursister, elever og studerende er kunder i butikken. Men først skal man have kunderne ind i butikken med ærlig markedsføring, for at projektet lykkes. Igennem de sidste 5 år har elevtallet været voksende. Tidligere elever og kursister er de bedste ambassadører, og gennem dem har mange fundet frem til højskolen. Netværksarbejde af personale og en god hjemmeside er andre faktorer. Sidste år havde højskolen 80 årselever. Men med muligheden for udvidelse af sengekapaciteten er ambitionerne voksende, sådan som de skal være i enhver virksomhed. Vi var 14 ansatte for 5 år siden. Vi er siden da vokset til at være 33 ansatte. Hver eneste nordjysk arbejdsplads er vigtig – derfor ser vi også gerne, at vi får mulighed for at øge dette tal. I samarbejde med firmaet IDEos fra Hjørring er der blevet udarbejdet et nyt logo, der også er muligt for udenlandske elever at læse. Skrifttyperne er både maskuline og feminine, både moderne og traditionelle, og signalerer to af nøgleordene for Vrå Højskole, nemlig rummelighed og faglighed. Derudover er der udarbejdet messestande og flyers til uddeling på uddannelsesmesser i udlandet og i Danmark. Thomas Hjortshøj har fået højskolens sjæl ind under huden og har opbygget en messestand, der illuderer en hyggelig dagligstue. På væggene hænger billeder af de mange forskellige faglige tilbud på det lange forløb. Det er en anderledes stand, der forhåbentlig vil fange de mange unge, der kommer på messerne. Højskolen stiller den op i januar og februar, først i Stavanger og Kristiansand og senere i København, Odense og Århus. Standene kan så senere bruges i f.eks. Tyskland og Storbritannien. Med ovenstående tiltag har højskolen taget endnu et skridt frem mod ambitionen om at blive et kulturelt centrum i Nordjylland.