Det er en umanerligt veloplagt og underholdende komedie om Thy-lejren og kampen for egne værdier - forestilling 31. januar.
HJØRRING TEATER/Vendelbohusscenen præsenterer tirsdag den 31. januar kl. 19.00 Thy Teater med forestillingen Hjardemål af Henrik Lyding. Det er en umanerligt veloplagt og underholdende komedie om Thy-lejren og kampen for egne værdier.
Efter forestillingen er der mulighed for hyggelig eftersnak i restauranten med teaterchef Niels Vendius, formand for Thisted teaterforening Thomas Munk og arkivar Orla Poulsen alle aktive omkring Thylejren Billetsalg i Teaterbutikken og på vendsysselbilletten.dk
Om forestillingen Hjardemål: Vi er i begyndelsen af 1970’erne. Ungdomsoprøret er for alvor slået igennem og nye politiske vinde blæser over landet. De vinde kommer også til Thy. Den unge og troende thybopige Ane fra en kristen familie forelsker sig i en af de langhårede hippier Hjalfe fra Thy lejren. Hun må ikke få ham for sine forældre, alligevel trodser hun deres forbud og tager ud i lejren til sin hjertes udkårne. Det får konsekvenser… På scenen i stykket står et orange villatelt fra omkring 1970. Et stort bladgrønt ryatæppe samt nogle campingstole er placeret som underlag på scenen. Dette lader den nyuddannede svenske scenograf og lysdesigner Mårten K. Axelsson være scenografien i forestillingen om besættelsen af Hjardemål kirke i Thy anno 1970. Både kostumer og scenografi er set og skabt med samtidens øjne. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på den nyuddannede svenske instruktør Minna Johannesson. Minna rejser åbne spørgsmål til beskueren i stykket som: Hvem er ”de fremmede” – er der i det hele taget nogen – og når alt kommer til alt er vi jo alle mennesker af kød og blod med fejl og mangler - og hvad skal vi elske og tro på? Det er den unge dramatiker Lærke Sanderhoff, som er barnefødt i den nordlige del af Danmark i det Vendsyssel’ske, der har skrevet manuskriptet. Lærkes fokus i stykket er bl.a. hvordan det nye og det eksisterende mødes. Hun stiller to samfundsprogrammer overfor hinanden. På den ene side den traditionelle og religiøse kernefamilie, og på den anden side hippierne med deres normopløsende og eksperimenterende tilgang til livet. Begge påstår at være hinanden overlegne. Begge føler de sig truede af hinanden. Kan de mødes? Og hvad opstår der i mødet? Besættelsen af Hjardemål Kirke bliver i stykket til en generel tematik om tolerance/intolerance i og mellem samfundsgrupper. Ikke blot i den traditionelle kernefamilie men også blandt hippierne - med deres militante gruppetyranni. Dramatikken bliver stykket igennem krydret med datidens kampsange og lejrbålstableau’er: Sang, guitar- og harmonikaspil står skuespillerne selv for og nostalgien bløder de tilsyneladende låste konflikter op foran campingteltet i hippielejren. Kom og se udfordrende dramatik fra Thy Teater på HJØRRING TEATER
CV’er: Lærke Sanderhoff (f. 1976) er uddannet dramatiker på Aarhus Teater 2004. Hun har skrevet manuskripter til teater, film mm. I 2009 modtog hun en Reumert pris for ”Årets store, lille forestilling ”, ”Klumpfisken”. Minna Johannesson (f. 1979) er uddannet instruktør fra Statens Teaterskole 2009. Hendes seneste forestillinger er ”PPP” på Ny Aveny og ”Frk. Julie” på Aalborg Teater. Kommende forestillinger er ”Ludvig” på Mammutteatret og ”Forsamlingshuset” på Baggårdteatret. Medvirkende: Christine Gjerulff, Pelle Nordhøj Kann, Mikkel Løvenholt Reenberg, Anne Gry Henningsen; Instruktion: Minna Johannesson; Manuskript: Lærke Sanderhoff; Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson; Komponist og lyddesign: Emil Assing Høyer; Dramaturg: Karsten Johansen Idé: Niels Vendius