Emnet kystsikring er og bliver altid meget aktuelt, for naturens kræfter er voldsomme og vel stadigvæk også stærkere end menneskets kræfter.
Derfor har mennesket brug for at være klogere end naturen, og det er måske ikke altid tilfældet.
Helt enkelt kunne vi jo bare vende ingen-adgang-skiltet som her fotograferet ved en af flere kriseramte kyststrækninger - Kjul Strand - og håbe, at naturen vil respektere, at her ønsker mennesket ingen indtrængen.
Altså med et skilt holde de sandædende bølger og strømme langt væk fra vore kyster, for vi ønsker at bevare hele Vendelboland; også strandene, kysterne og sommerhusene.

Men så enkelt er det ikke.
Kystsikring er slet ikke så lige til en sag, for det koster rigtig mange millioner kroner hvert år bevidstløst at hente strandsand ét sted for at hælde det på stranden et andet sted.
Så kommer havet og fjerner sandet ved næste storm, og arbejdet kan begynde forfra. Sådan har det altid været, og sådan bliver det nok ved at være.
Det holder jo selvfølgelig også en masse mennesker beskæftiget.

Men når staten - Kystdirektoratet - tænker med en forkert del af kroppen, og når kommunen følger trop ved at udpege bestemte kyststrækninger, som ikke skal sikres mod havets voldsomme kræfter og lade naturen gå sin gang - ja, så gør det livet surt for mange.

Der er jo store stensætninger til kystsikring mange steder langs kysterne for eksempel ved Lønstrup, og det hjælper helt sikkert sandsynligvis måske nok...
Sommerhusene er tilsyneladende ikke så truet som for eksempel ved Nørlev Strand og Kjul Strand, hvor staten og kommunen har valgt ikke at ville sikre kysten og husene. Her får naturen adgang til at hærge.
Fra Nørlev Strand kan sommerhusejere også i tåge se kystsikringen ved Lønstrup.

Hvordan kan nogen mennesker -.i staten eller kommunen - være så dygtige og så kompetente, at de kan afgøre, hvor landets kyster skal sikres og ikke sikres?

Kystdirektortatet - statens myndighed på kysterne - er en underlig størrelse, som ikke har tradition for at vælte sig rundt i nytænkning.
I Skagen går en mand rundt og har en god ide med at sikre kysterne og strandene ved at spule nogle rør ned, som angiveligt dræner stranden på en eller anden måde, så meget af sandet bliver på stranden og ikke forsvinder tilbage til havet.
Opfinderen Poul Jacobsen har altid været på kant med Kystdirektoratet, og derfor er hans plastikrør aldrig blevet den succes - og redning for mange sommerhuse og kyster - som det måske kunne være blevet.
Undertegnede har ved Gl. Skagen i en tid med drænrør på stranden flere gange prøvet at spadsere på strandsand uden om de høfder, der i andre perioder sluttede helt ude i vandet. Med andre ord var stranden blevet større - ud i vandet.
Måske skriger den nuværende krisesituation på mange kyster på, at der tænkes alternativt og måske i plastikrør for at sikre ikke kun de sommerhuse, der lige nu styrter i havet, men også de mange sommerhuse i næste række...