Bagermesteren ønsker den 2. januar alle sine kunder et godt nytår og nægter at ende som slagterne i et supermarked.
Knud Holm er ikke bare en kritisk og knaldhamrende dygtig håndværker, der kan sit bagerkram til fingerspidserne og derfor har vundet fornemme priser, nej, han er også en ukuelig optimist, hvilket blandt andet fremgik da han 2. januar ønskede sine kunder godt nytår i gruppen Tårs Bageri på Facebook: "Så er der et nyt år at tage hul på, og vi er klar til at tage hul på den stak udfordringer, der ligger for den danske bagerbranche. Vi er på vej derhen, hvor mange slagtere er i dag - i supermarkederne. Men står det til os i Tårs Bageri, skal det blive løgn," skriver bagermesteren. "Vi kan specialisere os. Det kan supermarkederne ikke. De kan kun dumpe priserne. Vi har allerede nye fedtfattige og fiberrige brødprodukter på beddingen og flere vil komme. Selv om fedt og sukkerafgifterne stiger, vil det ikke påvirke vore brød/ stykker. Kun kagerne. Vi håber det bedste for det nye år og vi glæder os til at byde jer velkommen," skriver afslutningsvis Knud Holm.