Centerleder Steffen B. Larsen er en glad og stolt leder.
Specialskolen for Voksne, Vendsyssel, med hovedbase i Hjørring har netop opnået status som ”Recognised for Excellence”.
Hjørring Kommunes Specialskolen for Voksne, Vendsyssel, har netop opnået status som ”Recognised for Excellence”. Specialskolen er dermed i selskab med industri-giganterne Siemens Medical Solutions, General Motors Powertrain og Philips Lighting. Specialskolen for Voksne, Vendsyssel får EFQMs anerkendte pris ”Recognised for Excellence” for dens arbejde med kvalitetsforbedring på alle niveauer. - Jeg er stolt over at være leder af en flok medarbejdere, der præstere så godt, at vi kan få en europæisk kvalitetspris. Jeg vidste, vi var dygtige, men det er rigtig dejligt, at det kan måles og dokumenteres. Vores folk er dygtige. De er i europæisk topklasse, og det gør mig stolt, siger centerleder Steffen Larsen, Specialskolen for Voksne, Vendsyssel. Center for Ledelse, der uddeler prisen i Danmark, begrunder blandt andet valget af specialskolen med, at ”Specialskolen for Voksne, Vendsyssel forstår sin mission, og der arbejdes med metoder til at understøtte indfrielsen af den. Alle medarbejdere medvirker til at indfri Specialskolen for Voksne, Vendsyssels mission”. Netop det var skolens motivation for at gå ind i kvalitetsarbejdet efter den internationale EFQM Excellencemodel, da det hele begyndte tilbage i 2001, og det skolen både internt og eksternt har forpligtet sig til at gøre.
Bestyrelsesformanden er glad og tilfreds - Jeg er meget glad for, at vi gør det, vi siger, vi gør. Det kræver dygtig ledelse og dygtige medarbejder at sikre sammenhæng mellem mål og visioner, siger bestyrelsesformand Thomas Mark. Specialskolen for Voksne, Vendsyssel har siden 2001 kvalitetsudviklet efter EFQMs Excellencemodel. Excellencemodellen er et ledelsesprogram, der synliggør sammenhængen mellem indsats og resultater på ni indsatsområder. Skolen bliver blandt andet kontrolleret på dens arbejde for at yde optimal service overfor kunderne, udnyttelsen af egne og andres kvalifikationer, samt evnen til videreudvikling på allerede indhentede resultater. Excellencemodellen giver ledelsen et struktureret overblik over virksomheden som helhed, og hvordan virksomheden klarer sig. Modellen gør det muligt for ledelsen at afgrænse, hvor der skal igangsættes initiativer for at forbedre virksomhedens præstation og styrke dens udvikling. Egen og ekstern evaluering sikrer, at arbejdet bliver gennemført. Excellencemodellen er trindelt. Specialskolen for Voksne, Vendsyssel kan ikke komme videre i programmet, før en række mål er opnået indenfor ledelse, strategi, medarbejderudvikling, partnerskaber, serviceydelser, kunde-, medarbejder- og samfundsresultater. - Det lyder måske ikke umiddelbart som en ledelsesmodel, man ville forvente anvendt i en offentlig institution. Men Excellencemodellen sætter fokus på forbedring af kvalitet i bredeste forstand. - Vi arbejder med brugeroplevet kvalitet, kvalitet i institutionens ydelser og service på én side. - På den anden side med kvalitet i institutionens lederskab, vores strategiprocesser og i udviklingen af medarbejdernes kompetencer. Om missionen er at give unge og voksne med indlæringsvanskeligheder fremtidssikrede kompetencer eller producere en god bil, er i sammenhængen uden betydning. Vi vil præstere det bedste , siger centerleder Steffen Larsen, Specialskolen for Voksne, Vendsyssel.
For at komme i betragtning til prisen indsendte Specialskolen for Voksne, Vendsyssel en 81 siders ansøgning. Ansøgningen kortlagde skolens resultater. Bevisførelsen blev grundigt kontrolleret af Center for Ledelses assessorer ved et efterfølgende kontrolbesøg.
Fakta Specialskolen for Voksne, Vendsyssel underviser bl.a. udviklingshæmmede, autister, unge med ADHD, voksne med erhvervede hjerneskader og voksne med emotionelle og kognitive vanskeligheder. Skolen tilbyder blandt andet en 3-årig uddannelse til unge, der ikke kan bruge det ordinære uddannelsessystem og rehabiliterer voksne med erhvervet hjerneskade, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Skolen har 65 ansatte i Hjørring og i Frederikshavn. Center for Ledelse er den eneste danske organisation, der har autorisation af EFQM til at udstede anerkendelser i Danmark, og er derfor underlagt ganske præcise krav til assessorernes uddannelse og træning. Dermed sikres det, at der er overensstemmelse mellem kravene i Danmark og kravene i det øvrige Europa.
Læs mere om Specialaskolen for Voksne Vendsyssel ved at klikke her
Læs om Specialskolens seneste projekt - Hjerneværket - ved at klikke her.