30.12.2011 | Af: Kanal Hjørring
Helt derude for enden af kommunen - Dvergetved
Tæt ved Kvissel og dermed heller ikke vildt langt fra Frederikshavn hører alting - næsten - op, og noget andet begynder...
For enden af Hjørring Kommune - HELT ude for enden - finder vi på den tidligere havbund området ved Dvergetved - tæt ved Kvissel og dermed heller ikke vildt langt fra Frederikshavn.
Lidt øst for byen Dvergeteved står grænseskiltet til naboen Frederikshavn, og herfra optog vi en lille film og skød et fast foto - for sådan lige at fastholde stilheden i øjeblikket.
Dette fine indlæg om stedet fandt vi på Facebook:
Dvergetved er en vejklyngeby, der er kendetegnet ved, at byens gader danner et netværk med gårde og huse uregelmæssigt fordelt i klynger.
Dvergetved stavedes i 1419 Dywrtwed, hvilket antagelig er en fejlskrivning af Dwyrtwed. Forleddet kan komme af ordet ”dværg” i betydningen ”krøbling” eller blot ”lille” og efterleddet af ”tved”, der betyder ”rydning”.
På baggrund af endelsen -tved formodes byen at stamme fra vikingetiden og refererer til datidens omfattende skovrydninger. Dvergetved kan altså betyde ”krøblingens skovrydning” eller ”lille skovrydning”.
Tilbage i 1688 var der 6 fæstegårde i byen med i alt 10 fæstere samt fire huse med fire fæstehusmænd. Landsbyen var delt i lige ejerskab mellem Skårupgård og Linderumgård mod sydvest. Alle gårdene blev i matriklen boniteret til mellem 5 og 9 tønder hartkorn, hvilket var store gårde efter datidens målestok.
Dvergetved ligger på randen af morænebakkerne med det udstrakte lavland øst for byen. Nord og vest for landsbyen ligger store skovarealer i tilknytning til Tolne Bakker. Syd for byen løber jernbanen Hjørring/Frederikshavn.
Det overordnede indtryk er en åben landsby med spredte, mindre huse og ”upolerede” haver, der giver en god overgang og sammenhæng mellem bebyggelserne.
I byen er der en del store træer, som trækker de omkringliggende skove ind i landsbyen.
Efter landboreformen og udflytningen er Dvergetved stort set bevaret intakt. Byens gårde er kun i ringe grad blevet udflyttet og kan stadig opleves som en del af landsbyen. Imellem gårdene ligger et mindre antal små huse. Antallet af gårde og huse har stort set været uændret de sidste par hundrede år, og der har i tidens løb ikke været nævneværdig erhverv eller detailhandel.
Umiddelbart nord for byen er der indenfor de senere år lavet ”put and take” fiskesøer med tilhørende butik på gården Nørgård. Søerne ligger på engområdet nedenfor bakkeranden. Øst for Dvergetved, hvor Skærum Å krydser vejen mod Kvissel ligger Nygårdsmølle, en restaureret vandmølle med fisketrappe, der i dag fungerer som selskabsrestaurant. Møllen har i tiden løb både kværnet korn og produceret elektricitet til Kvissel og Dvergetved.
Dvergetved har sin egen side på Facebook, hvor vi fandt ovenstående oplysninger- For os der kender Dvergetved - find den her.
Man skal ikke mange kilometer væk fra byen, før den er totalt ukendt for folk.