06.08.2011 | Af: Kanal Hjørring
Galleri Tornby bød igen på meget dygtige kunstnere
Flot og spændende fernisering lørdag med klassiske toner på ny, international udstilling i Tversted. Se foto og videoer.
Vejret var perfekt, kunstnere meget dygtige og gæster og værter i højt humør, da det meget spændende Galleri Tornby ved Tversted lørdag havde fernisering på en ny, international udstilling af høj klasse.
Åbningen af udstillingen med værker af det ukrainske par, billedkunstneren Alina Maksimenko og skulptøren Vasil Tatarskyi blev krydret med flot klassisk musik med Mimi Kjær Dulong, koncertpianist, og Jan-Erik Säav, tenor og Kgl. operasanger ved Det Kgl. Teater.
Galleriejer Kim Tornby bød velkommen og overlod åbningstalen til den lokale kunst-kender og igangsætter, Kjeld Larsen.
Han talte meget lovende om de ukrainske kunstnere og om Galleri Tornby, som gang på gang formår at hente internationale kunstnere til Tversted.
Billedkunstneren Alina Maksimenko afslørede ved ferniseringen, at hun også er en dygtig guitarist og sanger.