Kanal Hjørring omtaler meget gerne - ganske gratis - alle former for mærkedage. Send ord og foto til info@kanalhjoerring.dk
Hjørring Kommunes socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, fylder mandag 50 år i fin form. Han har nu været kommunens førstemand i halvdelen af perioden og kan så småt begynde at tænke på valget om to år. Arne Boelt kommer fra og bor i Sindal og har gennem de to første år løftet sig fra en måske lidt usikker start til nu at optræde scenevant blandt andet ved åbning af lidt af hvert lige fra en gadecykelløb i Sindal til DM i Klubrally. Han fremstår mere og mere som en visionær, en modig og en moderne borgmester og har smidt papiret væk, så han nu udelukkende anvender sin IPad - computer - både, når han holder taler og holder rede på dagsordenen til byrådsmøderne. Arne Boelt arbejder målrettet mod at markedsføre Hjørring Kommune som en kommune, der tænker og handler grønt og miljøvenligt. Det viser borgmesteren blandt andet gennem et stort engagement i arbejdet med at promovere passivhuse - huse med meget lavt energiforbrug. Borgmesteren er markant og direkte i sine synspunkter og meninger om blandt andet et måske kommende Bilka i Hjørring. Arne Boelt slår uden tøven fast, at det vil være et gode for Hjørring Kommune og rigtigt dårligt, hvis Bilka i stedet bygges i Frederikshavn. Også sportsligt har Arne Boelt markeret sig stærkt omend nu mest udenfor banerne. Han har ønsket at give sporten i Hjørring de bedst tænkelige faciliteter, hvilket blandt andet har resulteret i, at kommunen snart begynder at bygge nyt fodboldstadion. Arne Boelt er i øvrigt tidligere fodbolddommer på ret højt niveau, og der er tidligere spillere, som husker borgmesteren som en dommer, der gerne ville i fokus. Men også som en hyggelig og rar fyr på og udenfor banen.
Arne Boelt er født i Hæstrup og opvokset i Sønderskov hos sine bedsteforældre, sammen med tre halvsøskende. Borgmesteren bor i Sindal og er gift med Susanne og har tre børn, Kristina, Kamilla og Anders.
Han blev udlært og arbejdede som tømrer i et par år, inden han kom ind som Falckredder i Hjørring. Arne Boelt har arbejdet med lidt af hvert hos Falck i over 25 år med at slukke brand, køre autohjælp til at være ambulancebehandler.
Arne Boelts politiske karriere begyndte i 1994, hvor han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Sindal som 31-årig: Her var han medlem ind til kommunesammenlægningen i 2006, hvor han blev valgt til byrådet i den nye Hjørring kommune. For to år siden var han klar til at indtage borgmesterkontoret i Hjørring Kommune, hvor han afløste partifællen Finn Olesen.