Vibeke Haaning fortalte den rigtig gode historie om, hvordan hun i
Blæksprutten har fokus på integration i bred forstand med god
kommunikation, information, respekt og forståelse for forskelligheder.
Erhverv Hjørring - erhvervsforeningen i Hjørring Kommune - tog tirsdag klokken 07.30 i kantinen på Jobcenter Hjørring hul på en ny runde morgenmøder, og det blev en stærk åbning. Det var en morgenfrisk formand for Erhverv Hjørring, advokat Henrik Willadsen, der bød velkommen til dagens tre hovedtalere. Overskriften for dette morgenmøde var; socialt ansvar med sund økonomi. Direktør Leif J. Jensen fra Hjørring Kommune præsenterede kommunens nye strategi for en mere virksomhedsrettet aktiveringsindsats. Det betyder meget kort fortalt, at der er lagt op til øget samarbejde med virksomhederne, flere muligheder og ikke mindst betydeligt mindre papirarbejde for virksomheder, der involverer sig i aktivering af ledige. Vibeke Haaning fortalte den rigtig gode historie om, hvordan hun i Blæksprutten har fokus på integration i bred forstand med god kommunikation, information, respekt og forståelse for forskelligheder. Den økonomi- og personaleansvarlige i Elforsyningen Nordvendsyssel ENV, Lars Rath, byggede videre på, hvor vigtigt det er at have klare holdninger til, hvordan en virksomhed behandler medarbejdere på den rigtige måde til gavn for alle parter. Næste morgenmøde hos Erhverv Hjørring holdes 5. april med fokus på innovation og globalisering.