Gør Kanal Hjørring til min startside
Støtter Kanal Hjørring:
14.01.2012 | Af: Tekst og fotos: Hasse Boe

Flittig handy-mand er Tornby Skoles pedel

Tornby skoles pedel, Per Christensen, også frisk til eksterne opgaver i tjeneste for Hirtshals skolecenters serviceteam. Foto: Hasse Boe

Den 51-årige pedel på Per Christensen er en rigtig vendelbo og nyder jobbet i Hirtshals skolecenters serviceteam.

 

Den 51-årige pedel på Tornby skole er en rigtig vendelbo. Uden store ord og armbevægelser. Men ferm med hammer, skruetrækker og alt omkring en håndværksbænk.
Giv ham en opgave, så finder han de rigtige redskaber og gør underværker. Han nyder jobbet i Hirtshals skolecenters serviceteam, har det godt med kollegerne og er så glad for arbejde med træ, mur og metal, at han også dyrker håndværkskunst i fritiden.

Per Christensen har netop ordnet pakninger på et løbende toilet i Tornby skole. I godt samarbejde med rengøringsdamerne har han udskiftet blinkende neonrør, og nu møder vi den flittige alt-mulig-mand på Ulvkærskolen. Den lukkede skole har stadig åben børnehave og tandklinik, og knirkende døre skal kæles for med en kærlig hånd fra naboskolens pedel.

Teamwork i skolecenter
”Jeg startede på Hirtshals skole som assistent for teknikchefen for to år siden. Nu er vi et større hold serviceassistenter, som arbejder rigtig godt sammen på alle Hirtshals skolecenters bygninger, altså både Hirtshals, Horne, Tornby og Ulvkærskolen plus SFO-erne. Et andet gode ved et fasttømret serviceteam er, at jeg med hovedopgaver i Tornby skole ved større opgaver altid kan få en hjælpende hånd.”

Den 51-årige serviceassistent nævner som eksempel Tornby skoles ombygning. Her skal væggene i biblioteket vandskures og males, og et par gode kolleger har været med til at rydde biblioteket for hylder og andet inventar og klargøre til renoveringen.

”I Tornby skole har jeg et godt samarbejde med de to rengøringsdamer. De er ofte først til at melde om løbende toiletter og blinkende neonrør, som jo sinker effektiv rengøring. Så er jeg på pletten, og opgaverne som pedel omfatter alt bygningsmæssigt og reparationer af træ, mure og installationer til vand, el og varme,” forklarer Per Christensen.

I det daglige er Per i tæt kontakt med Hirtshals skolecenters servicechef Hans Ørnbøl og kollegerne i Hirtshals og Horne skoler. Foruden de hyppige møder om arbejdsdeling med kollegerne, så mødes det travle serviceteam også sidste torsdag i hver måned med alle skolernes rengøringsdamer, ligesom de samarbejder med kantinedamer, ledere, lærere og pædagoger om fornuftig vedligehold af skolerne.

Håndværk og græsk kultur
”Som pedel eller serviceassistent ved man ikke altid, hvad morgendagen byder på af varierede og akutte opgaver. Og netop det alsidige i håndværksopgaverne og samarbejdet er det, der gør mit job spændende og udfordrende,” siger Per Christensen med et glad smil.

Den flittige handy mand er så engageret i håndværkets farverige udfordringer, at han gennem en årrække også har opbygget et veludstyret maskinværksted i den hjemlige garage i Hjørring. Her nyder han svejsning, fræsning og drejebænkens udfordringer i ensom majestæt, og Per Christensens drejning af især lysestager er efterspurgt kunsthåndværk i omgangskredsen.
Pedel Pers anden passion i fritiden deler han med sin hustru, Elin. De er begge dybt fascineret af græsk kultur og madtraditioner og drømmer om hvert år at rejse til nye øer i det omfattende græske øhav med det milde klima. Fru Elin elsker fisk, og Pedel Per sværmer for det, han kalder ”kraftig græsk bondemad.”

”Hvad græsk kultur angår, så er det jo også et uudtømmeligt skatkammer af Oldtidens bygninger, kunst og håndværk, som jo heldigvis er velbevaret og stadig kan opleves som turist”, siger Per Christensen og ser igen glad ud, selv om hans feriedrømme afbrydes af mobiltelefonen og servicechefen, der skal bruge pedellen til en akut opgave i Hirtshals skolecenter.

Fakta om Tornbys pedel
Navn: Per Christensen, født 1960, gift med Elin, bioanalytiker på Hjørring Sygehus, far til sønnen Lars og bor i Hjørring.
Uddannet isenkræmmer 1980 hos Søren Holm og på Teknisk skole i Hjørring.
Har arbejdet i kortere perioder hos Exponet og Aurion Bageriet i Hjørring, og hos Scan Vogn i Tornby. Har arbejdet i 23 år på Eskofot i Hjørring, dels i maskinværksted, dels som driftsassistent og har særlig uddannelse og faglig anerkendelse som drejer i metalbranchen.
Per Christensen blev hentet til Hirtshals skole som serviceassistent 2009 af en kollega fra Scan Vogn, og blev 2011 overflyttet til det nye Hirtshals skolecenter med hovedopgaver på Tornby skole. Pedellens professionelle mål er at fortsætte som effektiv kollega i centrets serviceteam.
Og privat er målet at nyde hobbyopgaver i hjemmets veludbyggede maskinværksted og fortsætte ferieture til Grækenland med fru Elin. Ægteparret har tabt deres hjerter til græsk kultur og rejser som regel mindst én gang om året til det græske øhav.

mail@hasse-boe.dk



 


BillederTilføj billede


FOTO: Tornby skoles pedel, Per Christensen, i teamwork for Hirtshals skolecenters serviceteam med kollega Chris Borup fra Horne skole. Foto: Hasse Boe

FOTO: Tornby skoles pedel, Per Christensen, også frisk til eksterne opgaver i tjeneste for Hirtshals skolecenters serviceteam. Foto: Hasse Boe

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 234 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Ingen stemmer endnu
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Seneste kommentarer

14:16 11-02-2012 : Tommy Høj, Hirtshals
15:54 03-02-2012 : Jesper Hansen,
17:26 24-01-2012 : Jonna Fals,
12:10 22-01-2012 : mette brath, hjørring
21:22 17-01-2012 : Kurt Berg, Bindslev
19:39 17-01-2012 : Kurt Berg, Bindslev
12:30 16-01-2012 : Preben Andersen, Hirtshals
00:05 15-01-2012 : carsten sommer,
11:30 08-01-2012 : Jane Mikkelsen,
23:28 07-01-2012 : Preben Andersen, Hirtshals
15:46 03-01-2012 : Henrik Hansen, Vrå
08:30 02-01-2012 : Niels V. Skipper Petersen, Hirtshals
19:36 01-01-2012 : Anders Finn Madsen, Hirtshals
11:02 26-12-2011 : Tommy Høj, Hirtshals
18:09 24-12-2011 : Kirsten Bombæk,

BY-Portaler i Hjørring kommune

Links

Flere nyheder





Indlæser nyheder