Erhverv Hjørrings formand blev genvalgt på generalforsamlingen torsdag og ser lyst på fremtiden.
Advokat Henrik Willadsen er formand for erhvervsforeningen i Hjørring Kommune, Erhverv Hjørring, og han glæder sig over, at mange ser lyst på fremtiden for Hjørring Kommune. Læs hans beretning længere nede på denne side.
Generalforsamlingen valgte følgende bestyrelsesrepræsentanter: Henrik Willadsen fortsætter som formand, og Ole Peter Christensen fortsætter som næstformand. Jørgen Østergaard Morten Ringkjøbing Jens Schlie Netværksdannelser: Helle Glyø, Morgenfruerne Jens Rønholt, IT vækst på Toppen Per Christensen, Hirtshals Service Group
Formandens og Erhverv Hjørrings beretning: Til at begynde med vil jeg lade tankerne gå tilbage til vores nytårskur i januar på Nordsøen i Hirtshals. Mange af jer var sikkert til stede den dag. Dem der der ikke var, kan ærgre sig. Det var et fantastisk arrangement.
Men det er ikke arrangementet som helhed, jeg tænker på. Det er noget, som blev sagt af vores gæst den dag, Niels Due Jensen, bestyrelsesformanden for Grundfos-koncernen. Hvad han sagde var, at han mere eller mindre havde forventet, at han skulle møde et flok erhvervsfolk, der var knuget af krise og udkants-problemer. I stedet mødte han så en forsamling af mennesker fulde af optimisme og humør. Folk med en stærk tro på fremtiden for Hjørring Kommune og dens erhvervsliv. Folk med vilje til udvikling og vækst.
Dejligt med positive signaler Er det ikke bare dejligt, at vi som forening kan udsende så positive signaler. For uden tro på fremtiden, uden vilje til fortsat udvikling af vores erhvervsliv, så ville vi virkelig være ilde stedt her i vores kommune. Så jeg vil ikke bruge tid her i beretningen på at snakke om krisen og om udkant og rådne bananer.
Jeg synes i det hele taget, at vi her i Hjørring vil stå os ved at tænke positivt fremad i stedet for at tværes i de interesse-modsætninger, som selvfølgelig findes.
Ros til de lokale politikere Det er så almindeligt her i landet at nedvurdere vores politikere. Men jeg synes egentlig, at vores lokale politikere har vist os alle et godt eksempel. Under svære økonomiske betingelser har de skabt enighed om nogle uhyre vanskelige beslutninger. Bevares – der har været kritik. Men de nødvendige beslutninger er blevet truffet. Og byrådet har tilmed i enighed lagt et budget, der rækker flere år frem i tiden.
Detailhandlen må stå sammen Vi kunne godt trænge til en tilsvarende vilje til kompromis og fremsynethed på andre områder her i byen. For eksempel i detailhandlen. Skulle vi nu ikke erkende, at de sidste års ændringer i butiksstrukturen med Metropol, gågaden, Bispetorvet og udviklingen på Frederikshavnsvej er kommet for at blive. Så nu er det tid til, at handelsstanden i Hjørring står sammen omkring, hvordan de foreliggende muligheder udnyttes optimalt.
Opbakning til Toppen af Danmark Også på turistområdet er der brug for lokal enighed og også fuld opbakning til Toppen af Danmark. Markedsføringen af hele Hjørring Kommune overfor turisterne bør også have fuld skrue. Herunder også ved øget brug af internettet.
Det er klart et potentiale at gå efter. Mere end 2 mio. mennesker kører af Norges-færgerne hvert år. 25.000 mennesker kommer til Hjørring hvert år i Dana Cup-ugen. Turistforeningerne bør stå sammen og droppe lokale magtkampe. Og lad os give opbakning til biblioteket vedrørende turistservice i Hjørring.
Limfjordsforbindelsen I regional og national sammenhæng vil vi i Erhverv Hjørring presse på for at fremskynde en beslutning omkring den 3. Limfjordsforbindelse. Vi vil bakke op om en Kattegat-forbindelse, hvorimod vi ikke ser nogen grund til at begrave mange milliarder i Femern Bælt.
I sidste uge kunne vi i en analyse i Børsen læse, at Hjørring er på vej opad som erhvervskommune. Vi tror på, at virksomhedernes store interesse for væksttilbuddene fra Hjørring ErhvervsCenter samt kommunens proaktive og højt prioriterede erhvervspolitik er medvirkende årsag hertil.
Bankerne svømmer i penge Så vi glemmer al snak om krise og hæfter os blandt andet ved, at Ole Peter i Spar Nord og de øvrige lokale bankdirektører svømmer i penge. Aldrig har de haft større indlån og mindre udlån. Så sæt gang i nybyggeriet. Skift vinduerne og taget ud. Optimer isoleringen. Køb nye møbler og ny garderobe! Vi skal have gang i hjulene.
Optimere kompetencerne i virksomhederne Det er også tiden til at optimere kompetencerne ude i virksomhederne. Så jeg vil opfordre til, at medlemmerne blandt andet overvejer følgende tiltag:
-Efteruddannelse af medarbejdere hele vejen gennem organisationen - Brug Aalborg Universitet - Brug GTS'erne, Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter - Brug private konsulenter - alt sammen til opbygning af viden - Sæt fokus på innovation og globalisering - Sæt fokus på CSR (Corporate Social Responsibility) – ansæt ledige, brug Jobcentret - Sæt fokus på miljø - Sæt fokus på salg og kundepleje
Og brug Hjørring ErhvervsCenter til at finde ud af, hvordan du får det bedst mulige tilbud til netop din virksomhed.
Aktiviteterne i 2011 Nu vil jeg så gå over til at redegøre for de konkrete aktiviteter, som Erhverv Hjørring i 2010 har sat i gang eller været involveret i.
Vores forening har jo to hovedformål. At drive erhvervspolitik. Og at styrke networking mellem virksomhederne. Nogle af aktiviteterne har det ene formål. Nogle har det andet. Men mange af dem tjener samtidig både det ene og det andet formål. Men lad mig nu gennemgå aktiviteterne i 2010 og fortælle lidt om formålet med hver enkelt:
- Nytårskur 2010. Formålet har været networking, faglighed, inspiration og socialt samvær. - 3 stk. morgenmøder. Det var en nyskabelse, som vi satte i værk i efteråret. Med gode erfaringer. Så vi fortsætter i år. Emnerne sidste år var: 1. Finansiering 2. Fokus på salg 3. Bestyrelser og advisory boards
Formålet med morgenmøderne har været networking, sparring, udvikling og dygtiggørelse. - Fire virksomhedsbesøg. Vi har besøgt Tetrapak, MarineShaft, Fynbo Foods og Wolf Camper. Formålet har været networking, orientering, inspiration og sammenhold.
Tre prisuddelinger: 1. Initiativprisen til MarineShaft 2. Elevprisen til en HTX-student fra EUC Nord, nemlig Gustav Valentin Blichfeldt Sørensen 3. Iværksætterprisen til HDC Glasskader Formålet har været anerkendelse, inspiration og synliggørelse
- Desuden har vi i samarbejde med Hjørring ErhvervsCenter holdt et vækstarrangement i uge 46 med foredrag af Chr. Stadil fra Hummel, optræden af Nordjysk Pigekor og overrækkelse af Iværksætterprisen. Formålet var networking, inspiration og samvær.
- Endelig vil jeg nævne Erhverv Hjørring Junior. Et projekt som har kørt gennem hele året med aktiviteter på Vækstcenter Nord i samarbejde med Hjørring ErhvervsCenter og EUC Nord.
- Af nye tiltag i 2010 kan jeg nævne, at Erhverv Hjørring har tilknyttet en pressemedarbejder, som skriver vores nyhedsbrev, udsender pressemeddelelser, opdater hjemmesiden med videre. Formålet er en større synliggørelse af vores forening.
- Bestyrelsesmøder har der været holdt i alt otte af i årets løb.
- Med hensyn til Dialogforum og Erhvervsudvalg, så har sigtet været at skabe kortest mulig adgang fra erhvervslivet til det politiske niveau.
- Med hensyn til kommunens udlicitering. Som vi har kunnet læse i pressen på det seneste, er det vigtigt for erhvervsklimaet, at kommunerne udliciterer mest muligt. Så det er nok noget, vi kommer til at snakke mere om.
Desuden har bestyrelsen naturligvis diskuteret de obligatoriske emner, nemlig
Økonomi Arrangementer og aktiviteter Samarbejdet med Hjørring ErhvervsCenter Presse
Dialogforum. Her har der været holdt to møder: I juni var emnet Erhvervsudviklingsstrategi for Hjørring Kommune. I februar (2011) var der opfølgning på emnet uddannelse. På området Energi og Miljø har vi været involveret i flere arrangementer: Her må jeg sige, at studieturen til Darmstadt var en helt overvældende succes, som fik alles øjne op for fremtidens energivenlige byggeri. En virkelig øjenåbner. Den tur har allerede sat sig spor og kommer til at gøre det også i de kommende år.
Så er jeg vist kommet rundt omkring vores aktiviteter i det forgangne år.
Ønsker flere medlemmer Men jeg skal lige sige lidt om medlemssituationen. Vi har i dag godt 300 medlemmer. Det er for lidt. Vi har sat os som mål at nå op på 700 medlemmer. Det fremgår af den strategiplan – Gameplan 2014 – som er udarbejdet af Hjørring ErhvervsCenter.
Det bliver derfor en løbende og højt prioriteret opgave at få nye medlemmer. Men jeg vil da gerne her opfordre jer, der allerede er medlemmer, om at hjælpe med hvervningen. Jo flere vi er, jo større gennemslagskraft får vi. Tak til samarbejdspartnerne Som afslutning er det mig en glæde at kunne sige tak til Erhverv Hjørrings mange gode samarbejdspartnere.
Det gælder ikke mindst borgmester Arne Boelt og byrådet i sin helhed, som har vist stor lydhørhed og vilje til samarbejde. Vi ser i Erhverv Hjørring frem til- og tror fuld og fast på - at det vil fortsætte. Også tak til kommunens direktion og den øvrige forvaltning.
Ikke mindst tak til vore nærmeste samarbejdspartnere i det daglige, Hjørring ErhvervsCenter og Vækstcenter Nord.
Og til sidst tak til kollegerne i bestyrelsen og naturligvis til vores mange aktive, loyale og kontingentbetalende medlemmer.