Gør Kanal Hjørring til min startside
Støtter Kanal Hjørring:
17.01.2012 | Af: Tekst og foto: Hasse Boe

14-årig drengs mål er håndboldlandsholdet

14-årige Nikolai Møller fra Hirtshals skole og HF Hjørring vil være håndboldstar og journalist. Her er han fanget under fællestræning med U20 kvindelandsholdet af et af forbillederne, MC Midtjyllands Fie Wollers. Foto: Hasse Boe

Nikolai Møller fra Hirtshals skole har valgt håndbold som linjefag i 8. klasse, spiller også i HF Hjørring og vil være journalist.

 

Knægten fra 8. klasse i Hirtshals skole har styr på sine drømme og mål. Nikolai Møller er håndboldfreak. Han har spillet håndbold siden 6-års alderen og vil gerne på landsholdet. Vejen går over håndbold som valgfag på skolen, på U14 divisionshold i HF Hjørring og med styrketræning.

Vi møder det sympatiske håndboldtalent under træning med 20 andre drenge og piger på linjefagsholdet i håndbold i Hirtshals Idrætscenter. Linjefaget styres af de to lærere og tidligere divisionsspillere Esben Lambreth og Jesper Møller Jensen. Lærerne varierer formiddagens program fint i projektugen med flere dages oplevelser af elitehåndbold, samvær og hyppige håndboldøvelser.

Opvarmning med løb og smidighedsøvelser, forsvarsøvelser og angrebs-systemer veksler med finter og skudtræning. Esben styrer i dag drengene ved det ene mål, mens Jesper træner pigerne ved det andet mål. Derefter laves blandede hold af drenge og piger, der spiller mod hinanden. Lærerne giver eleverne lyst til klubhåndbold på højt niveau med god grundtræning ifølge 14-årige Nikolai.

”Jeg begyndte som 6-årig i håndbold i Hirtshals efter at have set kvindelandsholdets succeser med Ulrik Wilbæk som træner i tv for 8-10 år siden, hvor vi vandt både EM og OL. Jeg startede selv som højre fløj med lynhurtige Josefine Touray som forbillede og spillede i HH80 Hirtshals indtil 13 års alderen,” fortæller drengen fra Hirtshals skoles 8. klasse.

Træner med U20 landshold
Nikolai Møllers favoritplads i dag på U14 divisionsholdet i HF Hjørring er venstre back. Men hans boldtalent rækker til hele bagkæden. Oftest spiller han venstre back, men han bruges også både som højre back og playmaker. Det 14-årige talent bliver dog mest brugt som forsvarsspiller og fokuserer meget på udvikling af sit forsvarsspil. Nikolais træner i HF Hjørring er Preben Leth, som stod i spidsen for Lyngsås damer, da de vandt Danmarksmesterskabet. Den 14-årige dreng er meget inspireret både af klubtræneren og de to linjefagstrænere Esben og Jesper. Han roser lærerne for initiativet med en håndboldlinje på Hirtshals skole, der gerne må føre til en ny storhedstid for håndbold i Vendsyssel.

Første skridt er håndboldlinjen. Andet skridt er Esben og Jespers nye samarbejde med U20-landsholdets træner, Heine Eriksen, der tilbyder genvisit som ungdomstræner lejlighedsvis for håndboldeleverne i Hirtshals. Tredje skridt kan så være en øget interesse i håndboldsporten, der samler talenter fra hele landsdelen. Det kan Nikolai nemt forestille sig her i Hirtshals Idrætscenter, hvor han og håndboldkammeraterne oplever U20-kvindelandsholdets fællestræning i træningslejr op til opvisningskampe i Norge.

14-årige Nikolai Møller fra Hirtshals hilser under fællestræningen på et af sine nye forbilleder hos U20-kvindelandsholdet, Fie Wollers fra FC Midtjylland. Han er også inspireret af Viborgs Julie Aagaard, og selvfølgelig Team Tvis Holstebros Louise Burgaard, der fik sit gennembrud på A-landsholdet i december, hvor Danmark fik fjerdepladsen ved VM i Brasilien. Han begyndte at spille håndbold, da kvindelandsholdet vandt medaljer på stribe. De senere år har herrelandsholdet været i fokus med flere medaljer. Nikolai er spændt på, hvor langt det danske landshold når ved håndbold-EM i Serbien her i januar 2012.

”Mine forbilleder på herresiden er Kasper Søndergaard fra Skjern og Michael Damgaard Team Tvis Holstebro. Men jeg er jo i gang med at finde min egen stil. Jeg skal tage mere ansvar som spilstyrer i bagkæden fremover, og jeg føler selv fin fremgang af flere grunde. Jeg er glad for både fysisk og teknisk træning, glad for håndbold og nyder at være aktiv sportsudøver. Jeg mener, at håndbold også giver god energi til skolegang og lektier,” siger Nikolai Møller målbevidst.

Tager også skolen seriøst
Den 14-årige knægt er klar over, at han har muligheder for at nå en professionel karriere som håndboldspiller, men at karrieren i elitesport er kort. Derfor drømmer han om et liv som journalist efterfølgende og forbereder sig bedst muligt for at nå de store mål. Vejen til målene går gennem hård træning i både idrætshaller og i skolen.

”Jeg har min lærer i håndboldlinjefaget Esben i matematik, og jeg kan også godt lide tysk og samfundsfag. En forhåbentlig god 9. klasse afslutning skal helst videreføres til en sportsefterskole og fire års gymnasietid på håndboldcollege i Viborg eller Ikast. Så tager jeg udfordringerne derfra,” siger den ukuelige knægt fra 8. klasse og Hirtshals skoles håndboldlinje.

Nikolai Møller er med sine 14 år for ung til at kende den gamle russiske landsholdstræner Vlado Stenzl, der skrev sig ind i sportshistorien med sin berømte udtalelse: ”Man kan lære en stor mand at spille håndbold. Men man kan ikke lære en lille mand at blive stor.” - Derfor kiggede træneren kun efter høje håndboldspillere.

”Okay, jeg er kun 171 cm høj i dag. Men min far er meget højere, og jeg tror på muligheden for på alle måder at nå målene som håndboldspiller. Men det er jo godt at være garderet med en gymnasieuddannelse for at nå boglige mål og uddanne mig som journalist ved siden af, ” siger Nikolai Møller og dribler videre under håndboldtræningen i Hirtshals Idrætscenter.

Fakta om 14-årige Nikolai
Navn: Nikolai Møller, født i 1997, bor i Hirtshals, mor: Lise, kok og tjener, far: Tommy, husbygger, har to brødre, Jeppe, 13 år, og Casper, 0 år,
Skole: 0.-8. klasse: Hirtshals skole
fritids job: Nikolai er ungarbejder på hotel Fyrklit og laver service i lejligheder
Fritidsinteresser: håndbold, styrketræning, lektier
Mål privat: vil gerne på landsholdet i håndbold
Mål i uddannelse og job: journalist og gerne professionel håndboldspiller
mail@hasse-boe.dk


 


BillederTilføj billede


FOTO: Hirtshals skolecenters håndboldlinje-drenge med Nikolai i grøn trøje og lærerne Jesper og Esben på hver sin fløj har succes ved nordjyske mesterskaber, Nu hepper de på landsholdet, som kæmper om EM i håndbold her i januar i Serbien. Foto: Hasse Boe

FOTO: 14-årige Nikolai Møller fra Hirtshals skole og HF Hjørring vil være håndboldstar og journalist. Her er han fanget under fællestræning med U20 kvindelandsholdet af et af forbillederne, MC Midtjyllands Fie Wollers. Foto: Hasse Boe

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 279 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 2 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Seneste kommentarer

14:16 11-02-2012 : Tommy Høj, Hirtshals
15:54 03-02-2012 : Jesper Hansen,
17:26 24-01-2012 : Jonna Fals,
12:10 22-01-2012 : mette brath, hjørring
21:22 17-01-2012 : Kurt Berg, Bindslev
19:39 17-01-2012 : Kurt Berg, Bindslev
12:30 16-01-2012 : Preben Andersen, Hirtshals
00:05 15-01-2012 : carsten sommer,
11:30 08-01-2012 : Jane Mikkelsen,
23:28 07-01-2012 : Preben Andersen, Hirtshals
15:46 03-01-2012 : Henrik Hansen, Vrå
08:30 02-01-2012 : Niels V. Skipper Petersen, Hirtshals
19:36 01-01-2012 : Anders Finn Madsen, Hirtshals
11:02 26-12-2011 : Tommy Høj, Hirtshals
18:09 24-12-2011 : Kirsten Bombæk,

BY-Portaler i Hjørring kommune

Links

Flere nyheder





Indlæser nyheder